Interessen for IT-uddannelser stiger, antallet af optagede falder

Glæden og frustrationen hos universiteterne og branchen er stor, lige så er arbejdsmarkedets efterspørgsel efter IT kandidater.

ITU 2
Rekord mange har søgt ind på en IT-uddannelse i år. 8.867 ansøgere har ønsket en IT-uddannelse i 2024, det er en stigning på 2% siden sidste år. På ITU er ansøgertallet steget med hele 4% fra sidste år. I alt ansøgte 2.007 om en bachelor på ITU, heraf var 36% kvinder. Særligt Data Science så en markant stigning, med 835 ansøgere, en stigning på hele 27%. 

De glade nyheder har dog fået en bitter smag. Det skyldes at flere universiteter har været nødsaget til at afslå rekord mange. ITU måtte afvise over 1.500 ansøgere, eftersom der kun var plads til 440. Sidste år blev 1.744 ansøgere afvist fra en it-uddannelse i Danmark. I år stiger det generelle tal for afviste kvalificerede ansøgere med 8 pct. Ja, faktisk faldt antallet af optaget på IT-uddannelser til 6.881 hvilket er et fald på 1% fra sidste år.

”[...] Vi burde sluse alle de unge ind, der kan og vil læse en it-uddannelse, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet. I stedet skal de unge ramme helt præcist både i forhold til valg af uddannelseslinje, universitet og by. Ellers går de forgæves og bliver afvist,” udtaler Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Forklaringen på de mange afslag er, at politiske aftaler om dimensionering og udflytning forhindrer universiteterne i at optage flere. Dette har ikke blot konsekvenser for ansøgerne, men også samfundet der potentielt mister over 1.000 IT-kandidater hvert år.

”It-sektoren er selvfølgelig særligt hårdt ramt, hvad angår manglen på it-kyndige medarbejdere, men det er også et problem i stort set alle andre sektorer. Vi har digitaliseret vores verden i en sådan grad, at vi er dybt afhængige af en velfungerende it-infrastruktur. Sundhed, sikkerhed, energi og grøn omstilling – det er alle sektorer og problemstillinger, der har brug for kandidater, der kan skabe værdi med it. Vi burde uddanne langt flere dataloger, data scientists, it-designere og it-organisationsanalytikere, end vi pt. har mulighed for,” siger ITU's rektor Per Bruun Brockhoff.

Arbejdsmarkedet mangler allerede markant IT-kandidater, og manglen forventes kun at blive større. 63% af de danske it-virksomheder ser manglen på it-kompetencer som den største barriere for vækst i en branche, der sidste år omsatte for 313 mia. kr. Hver 3. måtte helt opgive at besætte it-stillinger, da der slet ikke var ansøgere til dem, hvilket medførte at 34,6% af virksomhederne måtte sige nej til ordrer og opgaver, mens 40,0% udskød videreudvikling og innovation. 

Læs artiklen fra IT-Branchen her
EU funded project