Hvad med de voksnes skærmforbrug?
Det er ikke udelukkende skolebørnene og de unge, der er udfordret af den altomfattende digitalisering. Også voksne har et meget stort skærmforbrug og bliver indfanget og skal forholde sig til muligheder og risici forbundet med de sociale medier, indkøbsportaler, influencere, AI osv.
Vi har gennem længere tid været vidne til en omfattende debat om børnenes og de unges brug af digitale medier. Debatten har især handlet om sammenhængen mellem det digitale liv og de unges trivsel, og om hvorvidt skærme skal tillades i skolen. Uanset hvor skinger og ensidigt debatten undertiden føres, og uanset hvor unuanceret argumentationen indimellem er, så er den nødvendig, og den er heldigvis langt fra afsluttet.
Der er imidlertid god grund til at udvide den. For det er ikke udelukkende skolebørnene og de unge, der er udfordret af den altomfattende digitalisering. Også voksne har et meget stort skærmforbrug og bliver indfanget og skal forholde sig til muligheder og risici forbundet med de sociale medier, indkøbsportaler, influencere, AI osv. osv. Måske er det i virkeligheden kun i de voksnes indbildning, at de unge er de mest udsatte.
Sagen er jo, at skærmene æder lige så meget af de voksnes tid som af børnenes, og at også de voksne, hvilket er det reelle problem, halser bagefter den udvikling, der synes alene at blive bestemt af industrien og at være domineret af de rent teknologiske landvindinger, der med stadig øget hast lanceres. Tag bare AI som det helt aktuelle eksempel. Vi er konstant bagud og må forholde os afværgende til de nye muligheder og til de uforudsete konsekvenser, der følger. Behovene synes først at opstå, når betingelserne for at opfylde dem er til stede, og det er slet ikke omfanget af skærmbrug, men karakteren af det, der er den kritiske faktor.
I det lys er vi alle – børn, unge og voksne – udfordrede som brugere af teknologierne, men ikke mindst som borgere i et gennemdigitaliseret samfund, hvor vi bryster os af, at beslutninger træffes på demokratisk vis og på et oplyst grundlag. Det er med andre ord meget svært at se bort fra, at vi i forhold til de digitale teknologier og den massive udnyttelse af de dataspor, vi efterlader os, er bagud, når talen falder på den bevidst kritiske anvendelse og stillingtagen. Vi har ganske enkelt ikke de kompetencer, der er forudsætningen for at fastholde og udvide den myndighed, vi som forbrugere og borgere antages at have. Og i den forbindelse har det ingen som helst effekt at reducere brugen af skærme – hverken i forhold til de yngste eller de voksne. I givet fald bliver alle blot ureflekteret begrænsede i at udnytte det positive potentiale, som digitaliseringen også repræsenterer.
Man skal fra politisk side tage stilling til og handle på, at der er store dele af befolkningen, der ikke har tilstrækkelige digitale kompetencer. Det viser sig – og ikke kun blandt de ældste – som begrænsede forudsætninger for som bruger at udnytte alle teknologiens muligheder, og det viser sig som manglende forudsætninger for som borger at kunne forholde sig kritisk til de fænomener af mere tvivlsom karakter, som digitaliseringen også bringer med sig.
Digitale kompetencer bør sidestilles med læse- og skrivefærdigheder som en grundlæggende rettighed, og borgere, der har svært ved at navigere i en digital verden, skal tilbydes relevant hjælp og træning. Der skal med andre ord politisk tages ansvar for, at borgerne har de nødvendige kompetencer til at navigere og tage stilling i en digital verden.
Der skal afsættes statslige og kommunale midler til målrettede programmer, der understøtter digitale færdigheder hos voksne. Målgrupper med særlige behov, herunder ældre og borgere uden formelle IT-kompetencer, skal tilbydes lettilgængelige læringsmuligheder.
Oplysningsforbund, biblioteker og civilsamfundet skal aktivt inddrages i at styrke voksne borgeres digitale kompetencer, og det skal have særlig vægt at opkvalificere os alle til at forstå og håndtere AI i hverdagen.
Kritisk tænkning i forhold til digitale teknologier bør fremmes, så voksne bliver aktive, informerede brugere frem for passive forbrugere – uanset hvor lang tid de tilbringer foran skærmen. Digitale omgangsformer og digital etik skal være en del af den bredere dannelsesdebat, og det skal overvejes, hvordan regulering og kuratering af indhold kan medvirke til at understøtte en sund digital debatkultur.
Det er lige så påtrængende, at vi som samfund forholder os til de voksnes behov for øgede digitale kompetencer, som det er, at vi forholder os til børnenes og de unges forbrug af skærme og sociale medier.
Der er imidlertid god grund til at udvide den. For det er ikke udelukkende skolebørnene og de unge, der er udfordret af den altomfattende digitalisering. Også voksne har et meget stort skærmforbrug og bliver indfanget og skal forholde sig til muligheder og risici forbundet med de sociale medier, indkøbsportaler, influencere, AI osv. osv. Måske er det i virkeligheden kun i de voksnes indbildning, at de unge er de mest udsatte.
Sagen er jo, at skærmene æder lige så meget af de voksnes tid som af børnenes, og at også de voksne, hvilket er det reelle problem, halser bagefter den udvikling, der synes alene at blive bestemt af industrien og at være domineret af de rent teknologiske landvindinger, der med stadig øget hast lanceres. Tag bare AI som det helt aktuelle eksempel. Vi er konstant bagud og må forholde os afværgende til de nye muligheder og til de uforudsete konsekvenser, der følger. Behovene synes først at opstå, når betingelserne for at opfylde dem er til stede, og det er slet ikke omfanget af skærmbrug, men karakteren af det, der er den kritiske faktor.
I det lys er vi alle – børn, unge og voksne – udfordrede som brugere af teknologierne, men ikke mindst som borgere i et gennemdigitaliseret samfund, hvor vi bryster os af, at beslutninger træffes på demokratisk vis og på et oplyst grundlag. Det er med andre ord meget svært at se bort fra, at vi i forhold til de digitale teknologier og den massive udnyttelse af de dataspor, vi efterlader os, er bagud, når talen falder på den bevidst kritiske anvendelse og stillingtagen. Vi har ganske enkelt ikke de kompetencer, der er forudsætningen for at fastholde og udvide den myndighed, vi som forbrugere og borgere antages at have. Og i den forbindelse har det ingen som helst effekt at reducere brugen af skærme – hverken i forhold til de yngste eller de voksne. I givet fald bliver alle blot ureflekteret begrænsede i at udnytte det positive potentiale, som digitaliseringen også repræsenterer.
Man skal fra politisk side tage stilling til og handle på, at der er store dele af befolkningen, der ikke har tilstrækkelige digitale kompetencer. Det viser sig – og ikke kun blandt de ældste – som begrænsede forudsætninger for som bruger at udnytte alle teknologiens muligheder, og det viser sig som manglende forudsætninger for som borger at kunne forholde sig kritisk til de fænomener af mere tvivlsom karakter, som digitaliseringen også bringer med sig.
Digitale kompetencer bør sidestilles med læse- og skrivefærdigheder som en grundlæggende rettighed, og borgere, der har svært ved at navigere i en digital verden, skal tilbydes relevant hjælp og træning. Der skal med andre ord politisk tages ansvar for, at borgerne har de nødvendige kompetencer til at navigere og tage stilling i en digital verden.
Der skal afsættes statslige og kommunale midler til målrettede programmer, der understøtter digitale færdigheder hos voksne. Målgrupper med særlige behov, herunder ældre og borgere uden formelle IT-kompetencer, skal tilbydes lettilgængelige læringsmuligheder.
Oplysningsforbund, biblioteker og civilsamfundet skal aktivt inddrages i at styrke voksne borgeres digitale kompetencer, og det skal have særlig vægt at opkvalificere os alle til at forstå og håndtere AI i hverdagen.
Kritisk tænkning i forhold til digitale teknologier bør fremmes, så voksne bliver aktive, informerede brugere frem for passive forbrugere – uanset hvor lang tid de tilbringer foran skærmen. Digitale omgangsformer og digital etik skal være en del af den bredere dannelsesdebat, og det skal overvejes, hvordan regulering og kuratering af indhold kan medvirke til at understøtte en sund digital debatkultur.
Det er lige så påtrængende, at vi som samfund forholder os til de voksnes behov for øgede digitale kompetencer, som det er, at vi forholder os til børnenes og de unges forbrug af skærme og sociale medier.
