Guide til sikker brug af AI

Digitaliseringsstyrelsen kommer med 3 gode råd til sikker brug af AI

Samtidig med at kunstig intelligens kan hjælpe dig med at løse opgaver på en ny måde, kan den også blive brugt til at sprede misinformation. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom, når du bruger kunstig intelligens. Det svar, du får, er nemlig aldrig bedre end den data, værktøjet arbejder med, og der kan være fejl i data.

1. Vær opmærksom på, om du får forkerte eller opdigtede svar
Kunstig intelligens-værktøjer kan hurtigt producere indhold, men der er også risiko for forkert, forældet eller ligefrem opdigtet indhold. Værktøjerne er kun så korrekte som de informationer, de har adgang til, hvilket kan variere. Værktøjer med kunstig intelligens er udviklet til at producere et svar – også når de ikke har et. Svarene fra værktøjerne kan derfor være opdigtede. Det kan være svært at gennemskue, om der er tale om opdigtet eller forkert indhold, da værktøjerne er gode til at få det til at fremstå troværdigt. Det er derfor en god idé, at du faktatjekker svarene, fx ved at bede værktøjet om at nævne kilder til den tekst, du får og dernæst selv tjekker kilderne efter.

2. Vær opmærksom på risiko for fordomsfulde svar
Kunstig intelligens-værktøjerne kan give svar (både billeder og tekst) med bias. Det kan være over for specifikke køn, etnicitet, politiske holdninger eller andet. Det kan skyldes bias eller skævheder i det datamateriale, som værktøjerne er bygget på. Det kan også skyldes, at der er blevet indlagt regler, som styrer værktøjets svar eller output. Forhold dig derfor kritisk til de svar, du får.

3. Del ikke personlige oplysninger
De oplysninger, du bruger ved prompts – altså når der stilles et spørgsmål til værktøjet – kan blive vist og delt med andre. Vær derfor opmærksom på, hvilke oplysninger du skriver ind, fx om dit helbred, politiske holdninger, dine børn, dit fulde navn, adresse og lign. Undgå helt at skrive personlige oplysninger som CPR-nummer, MitID-oplysninger, bankoplysninger og kodeord. Dine spørgsmål kan blive brugt som data til svar til andre brugere.

Læs den originale artikel fra digitaliseringsstyrelsen her.


Aktuel læsning:

Fagrådet for strategi og ledelse i Dansk IT er kommet med fem anbefalinger om AI til danske topledelser om, hvordan man bør indføre og anvende AI i virksomheden. Læs artiklen her.
 
EU funded project