160 millioner til teknologiforståelse i folkeskolen
Med opbakning fra samtlige af Folketingets partier afsættes 160 millioner kroner til teknologiforståelse på skemaet i folkeskolen. Aftalen gør dog ikke faget obligatorisk for alle.
160 millioner kroner blevet afsat i 2024-2026 til at få teknologiforståelse på skemaet i folkeskolen. Det sker med opbakning fra samtlige af Folketingets partier.
Hvordan teknologiforståelsens plads bliver på fremtidens skema er dog ikke afgjort, men fortsat en del af de igangværende forhandlinger om regeringens folkeskoleudspil.
Det lykkedes ikke Radikale Venstre at få de øvrige partier med på et krav om teknologiforståelse som obligatorisk fag i folkeskolen:
”Der er flere elementer, hvor vi gerne havde set et højere ambitionsniveau – eksempelvis mere konkret handling på cybersikkerhed og et obligatorisk fag i teknologiforståelse for ikke at øge uligheden – men alt i alt er det en fin aftale, der sætter en god retning for de kommende år,” siger partiets digitaliseringsordfører Stinus Lindgreen om dagens aftale.
Målet med de nye midler er at styrke borgernes digitale kompetencer, og tackle udfordringerne, der følger med digital udvikling. Arbejdsmarkedet efterspørger i høj grad digitale og tekniske kompetencer, bl.a. kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed. Dette stiller krav til måden, vi uddanner og efteruddanner os på, ikke mindst i folkeskolen. Det er vigtigt, at særligt børn og unge klædes godt på til at kunne forholde sig til digitale teknologier på en både reflekteret og kritisk måde
Den Nationale Alliance for Digital Teknologiforståelse med bl.a. Lærerforeningen, Skolelederforeningen, DI og Dansk Erhverv, har tidligere peget på, at regeringens udspil om teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen, dels som et element i udvalgte, eksisterende fag, dels som valgfag i 7./8.-9. klasse, ikke er tilstrækkeligt.
Alliancen har i stedet foreslået, at de 160 millioner kroner kunne bruges til et forsøgs- og udviklingsprogram med teknologiforståelse som et obligatorisk fag og indlejret i udvalgte fag for alle elever på 98 folkeskoler, dvs. en skole i hver kommune.
Dansk IT's Dataetiske Ungeråd har anbefalet at indføre en tech uge på folkeskoler og gymnasier, hvor børn og unge kan udvikle redskaber til at forme deres holdning ved at blive introduceret til tendenser og tanker i tiden samt sikre, at børn og unge forstår hvordan teknologi påvirker dem.
Folkeskoleforligskredsen forhandler lige nu regeringens folkeskoleudspil. Heri er er der lagt op til, at teknologiforståelse indgår som et element i udvalgte, eksisterende fag i 1. til 9. klasse, så elever understøttes i at forstå og kritisk vurdere den teknologi, de møder i hverdagen.
Dertil kommer et nyt, mere skabende fag med bl.a. kodning, der kan udbydes som valgfag.
Foruden 160 mio. kr. i 2024-2026 til teknologiforståelse i folkeskolens undervisning afsættes også 10 mio. kr. fordelt på i år og næste år til at videreudvikle den nye faglighed i læreruddannelsen i form af bl.a. kompetenceudvikling af undervisere på læreruddannelsen.
Derudover afsættes i alt 35 mio. kr. i 2024 til et digitalt løft på de videregående uddannelser.
Der igangsættes blandt andet kompetenceudvikling af undervisere og undervisningsudvikling på de videregående uddannelser. Dette skal styrke dimittendernes og arbejdsstyrkens digitale viden og kompetencer.
Yderligere afsættes i 2024-2026 30 mio. kr. til efteruddannelse og fastholdelse af it-specialister. Med fokus på kompetenceudvikling inden for bl.a. cyber- og informationssikkerhed, kunstig intelligens og it og sundhed. Derudover styrkes erhvervskandidatforløb på it-uddannelserne blandt
andet med fokus på fastholdelse af internationale studerende på det
danske arbejdsmarked.
740 millioner kroner afsættes i alt på tværs af den offentlige og private sektor i aftalen
Strategien består af 29 initiativer - foruden skole- og uddannelsesinitiativer handler det bl.a. om digital grøn omstilling og en strategisk indsats og vision for udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens.
"Med Danmarks nye digitaliseringsstrategi investerer vi i en fremtid, hvor det digitale er en naturlig del af vores samfund. Det stiller krav til vores viden om det digitales betydning for vores hverdag, og hvordan vi bedst udnytter teknologierne til vores fordel. Jeg er derfor glad for, at vi nu løfter danskernes digitale kompetencer og børns og unges digitale dannelse”, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).
Læs den originale artikel fra Folkeskolen.dk her.
Læs Folketingets aftale om en ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling her.