Interesse driver fremmelse af digitale kompetencer på STU sputnik
Unge fra linjerne IT-akademi, programmering, IT-værkstedet og grafisk design & multimedier, på Sputnik STU byggede arkademaskine med eget spil fra bunden til Copenhagen Gaming Week.
Da Copenhagen Gaming Week slog dørene op, stod et hold engagerede unge fra Sputnik STU side om side med deres undervisere foran en specialbygget arkademaskine. På skærmen kørte et helt nyt computerspil, og både maskinen, spillet og grafikken var skabt af eleverne selv.
Deres tilstedeværelse på messen var resultatet af et halvt års dedikeret arbejde, hvor interesse, nysgerrighed og pædagogisk støtte er gået hånd i hånd. Projektet på Copenhagen Gaming Week er ét eksempel på, hvordan praksisnær læring kan skabe resultater, der både giver faglig stolthed, samarbejdsevner og et stærkt personligt udviklingsskridt.
Et projekt, der voksede af engagement
Mark Bo Sørensen, IT-underviser på Sputnik STU, fortæller om forløbet: “Da Wonderful Copenhagen sidste år inviterede os til at præsentere et projekt som led i deres fokus på neurodivergens i spilbranchen, var det oplagt at lade de studerende skabe noget helt fra bunden.”
De tre linjer på Sputniks IT-akademi, programmering, grafisk design & multimedier og IT-værkstedet, gik sammen om udviklingen af spillet. Nogle kodede mekanikkerne, andre designede figurer og animationer, mens IT-værkstedet byggede selve arkademaskinen, inklusive kabinet, knapper og elektronik. Selv plakater og T-shirts til messen blev designet af skolens kreative elever.
“Nogle af de unge var så opslugte af projektet, at de mødte ind i deres vinterferie for at gøre det færdigt. Det siger alt om, hvor meget det her har betydet for dem,” fortæller Mark.
Hvad er (STU) sputnik
Sputnik STU er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge i alderen 16-25, med autisme, ADHD og beslægtede udfordringer, der har eksisteret siden 2008. Sputnik STU findes i både København, Hillerød og Hvidovre. På deres STU i København har de omkring 140 elever. Uddannelsen bygger på individuelt tilrettelagte forløb, praktiske fag og et stærkt miljø med fokus på trivsel, udvikling og brobygning til arbejde eller videre uddannelse.
STU’s linjer
Hos Sputnik STU København kan de unge vælge mellem syv linjer, der alle kombinerer læring med praktiske erfaringer:
- IT-akademiet - programmering, IT-værksted, grafisk design og multimedier
- eSport - spilforståelse, strategi og IT og teknik
- Erhvervslinjen - handel og service, pakkeri og praktik
- Studielinjen - prøvefag, HF- enkeltfag og studiecafé
- Kunst & Design - håndarbejde, idéudvikling og kreativ fordybelse
- Beauty - kosmetologi, frisør, make up og kundeservice
- Musiklinjen – instrumentlære, samspil, indspilning og kreativ lydproduktion
Hverdagen rummer både holdundervisning, individuel støtte, pauser efter behov og adgang til faciliteter som musikstudie og gårdhave. Praktikforløb er en central del, og Sputnik samarbejder med en lang række virksomheder for at give eleverne relevant erfaring og mod på næste skridt.
Læring med udgangspunkt i interesser
På IT-akademiet er læringen legende og eksperimenterende, og elevernes interesser er ofte nøglen til deres udvikling. “Når de unge får lov til at fordybe sig i noget, de finder meningsfuldt, begynder de at vokse,” siger Mark. “De får selvtillid, kompetencer og nogle gange også venner med samme passion.”
Mark fortæller videre at ”Først og fremmest handler det for os om at lege med teknologien og gøre det sjovt, og så lære at det kan være frustrerende, og det er okay at fejle. Det skal vi faktisk gøre.”
Ikke nok med at de unge får digitale kompetencer der bliver vigtigere og vigtigere i Danmark og EU, teknologiforståelsen bliver her en vej til meget mere, den bliver et redskab til almen dannelse: at turde prøve, fejle, lykkes, og at indgå i samarbejde, også når det er svært. De faglige færdigheder vokser hermed side om side med de sociale og personlige.
Hvad gør deres strategier til good practice?
Da jeg spørg Mark, der er uddannet pædagog og Cand.IT, hvad der gør deres initiativ succesfuldt, fortæller han: ”I dag kan vi godt have en tilgang til, at vi skal have resultater, man skal kunne se resultater, og hvis vi ikke kan se resultater, så må vi gøre noget andet. Jeg synes, vores erfaring siger os, at nogle gange tager ting tid, nogle gange skal unge mennesker have ro til at udvikle sig, og have lov til at være i den udvikling, så vokser de og kommer også selv på banen.”
En fleksibel uddannelse og en mangfoldig elevgruppe
På Sputnik STU kan elever starte året rundt. Det kræver en fleksibel undervisningstilrettelæggelse, men giver til gengæld mulighed for, at unge kan begynde, når de er klar, og ikke blot når kalenderen siger august.
Eleverne kommer nemlig med meget forskellige erfaringer. Nogle har siddet længe derhjemme, andre har prøvet kræfter med gymnasiale fag eller har allerede kendskab til IT. Nogle skal lære alt fra bunden, mens andre har brug for hjælp til struktur og mål.
“For os handler det om at finde balancen mellem fællesskab og individuel læring,” siger Mark. “Vi bruger teknologien som afsæt for at lære at lære. Hvad fungerer for mig? Hvordan finder jeg ro, fokus og motivation?”
Efteruddannelse af underviserne
Sputnik Stu arbejder efter en systemisk-narrativ og mentaliseringsbaseret tilgang. Undervisere er uddannede lærere, pædagoger og faglærere, og tilbyder bl.a. autismegrundkursus og Specialpædagogisk Efteruddannelse til deres fastansatte personale. Personalet får desuden løbende supervision af specialiserede interne og eksterne psykologer. Med en fælles efteruddannelse sikres, at alle undervisere arbejder efter de samme metoder. Det betyder, at de unge møder en sammenhæng i det, som de voksne gør og siger.
Tæt kontakt, fremmer udviklingen
Elever får tilknyttet en kontaktunderviser/guidelærer, som følger dem igennem uddannelsen og er med til at udforme deres uddannelsesplan. Kontaktunderviser/guidelærer holder møder med eleven om dere mål og udvikling mindst hver 14. dag.
Den tætte relation skaber desuden tryghed og sikrer at eleverne har en de kan spørge hvis de er i tvivl om noget eller har behov for at tale.
Samarbejde med kommunerne
STU-uddannelser drives i samarbejde med kommunerne, som visiterer de unge, der har behov for et særligt tilrettelagt tilbud. Erfaringerne fra Sputnik STU viser, at den rette støtte i et trygt miljø kan være afgørende for, at unge med særlige behov finder nye veje, både fagligt og personligt.